Conjugation of juble
to jubilate, to rejoice Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | juble |
Præsens
| jeg | jubler |
| du | jubler |
| han / hun / den / det | jubler |
| vi | jubler |
| I | jubler |
| de | jubler |
Præteritum
| jeg | jublede |
| du | jublede |
| han / hun / den / det | jublede |
| vi | jublede |
| I | jublede |
| de | jublede |
Perfektum
| — | har jublet |
Imperativ
| — | jubl |
Perfektum participium
| — | jublet |
Præsens participium
| — | jublende |
Passiv
Infinitiv
| — | jubles |
Præsens
| jeg | jubles |
| du | jubles |
| han / hun / den / det | jubles |
| vi | jubles |
| I | jubles |
| de | jubles |
Præteritum
| jeg | jubledes |
| du | jubledes |
| han / hun / den / det | jubledes |
| vi | jubledes |
| I | jubledes |
| de | jubledes |