Conjugation of genfortælle
to retell, repeat Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | genfortælle |
Præsens
| jeg | genfortæller |
| du | genfortæller |
| han / hun / den / det | genfortæller |
| vi | genfortæller |
| I | genfortæller |
| de | genfortæller |
Præteritum
| jeg | genfortalte |
| du | genfortalte |
| han / hun / den / det | genfortalte |
| vi | genfortalte |
| I | genfortalte |
| de | genfortalte |
Perfektum
| — | har genfortalt |
Imperativ
| — | genfortæl |
Perfektum participium
| — | genfortalt |
Præsens participium
| — | genfortællende |
Passiv
Infinitiv
| — | genfortælles |
Præsens
| jeg | genfortælles |
| du | genfortælles |
| han / hun / den / det | genfortælles |
| vi | genfortælles |
| I | genfortælles |
| de | genfortælles |
Præteritum
| jeg | genfortaltes |
| du | genfortaltes |
| han / hun / den / det | genfortaltes |
| vi | genfortaltes |
| I | genfortaltes |
| de | genfortaltes |