Conjugation of fuldbyrde
to implement; to realize Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | fuldbyrde |
Præsens
| jeg | fuldbyrder |
| du | fuldbyrder |
| han / hun / den / det | fuldbyrder |
| vi | fuldbyrder |
| I | fuldbyrder |
| de | fuldbyrder |
Præteritum
| jeg | fuldbyrdede |
| du | fuldbyrdede |
| han / hun / den / det | fuldbyrdede |
| vi | fuldbyrdede |
| I | fuldbyrdede |
| de | fuldbyrdede |
Perfektum
| — | har fuldbyrdet |
Imperativ
| — | fuldbyrd |
Perfektum participium
| — | fuldbyrdet |
Præsens participium
| — | fuldbyrdende |
Passiv
Infinitiv
| — | fuldbyrdes |
Præsens
| jeg | fuldbyrdes |
| du | fuldbyrdes |
| han / hun / den / det | fuldbyrdes |
| vi | fuldbyrdes |
| I | fuldbyrdes |
| de | fuldbyrdes |
Præteritum
| jeg | fuldbyrdedes |
| du | fuldbyrdedes |
| han / hun / den / det | fuldbyrdedes |
| vi | fuldbyrdedes |
| I | fuldbyrdedes |
| de | fuldbyrdedes |