Conjugation of forlægge
fɔrlɛɡəto misplace, mislay (to have forgotten where one has put a thing) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | forlægge |
Præsens
| jeg | forlægger |
| du | forlægger |
| han / hun / den / det | forlægger |
| vi | forlægger |
| I | forlægger |
| de | forlægger |
Præteritum
| jeg | forlagde |
| du | forlagde |
| han / hun / den / det | forlagde |
| vi | forlagde |
| I | forlagde |
| de | forlagde |
Imperativ
| — | forlæg |
Perfektum participium
| — | forlagt |
Præsens participium
| — | forlæggende |
Passiv
Infinitiv
| — | forlægges |
Præsens
| jeg | forlægges |
| du | forlægges |
| han / hun / den / det | forlægges |
| vi | forlægges |
| I | forlægges |
| de | forlægges |
Præteritum
| jeg | forlagdes |
| du | forlagdes |
| han / hun / den / det | forlagdes |
| vi | forlagdes |
| I | forlagdes |
| de | forlagdes |