Conjugation of brække
brɛkəto break (to end up in two or more pieces that cannot easily be reassembled, or to cause to end up in two or more pieces) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | brække |
Præsens
| jeg | brækker |
| du | brækker |
| han / hun / den / det | brækker |
| vi | brækker |
| I | brækker |
| de | brækker |
Præteritum
| jeg | brækkede |
| du | brækkede |
| han / hun / den / det | brækkede |
| vi | brækkede |
| I | brækkede |
| de | brækkede |
Perfektum
| — | har brækket |
Imperativ
| — | bræk |
Perfektum participium
| — | brækket |
Præsens participium
| — | brækkende |
Passiv
Infinitiv
| — | brækkes |
Præsens
| jeg | brækkes |
| du | brækkes |
| han / hun / den / det | brækkes |
| vi | brækkes |
| I | brækkes |
| de | brækkes |
Præteritum
| jeg | brækkedes |
| du | brækkedes |
| han / hun / den / det | brækkedes |
| vi | brækkedes |
| I | brækkedes |
| de | brækkedes |