Conjugation of bræge
to yell, sing or talk (in an irritating but distinctive way) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | bræge |
Præsens
| jeg | bræger |
| du | bræger |
| han / hun / den / det | bræger |
| vi | bræger |
| I | bræger |
| de | bræger |
Præteritum
| jeg | brægede |
| du | brægede |
| han / hun / den / det | brægede |
| vi | brægede |
| I | brægede |
| de | brægede |
Perfektum
| — | har bræget |
Imperativ
| — | bræg |
Perfektum participium
| — | bræget |
Præsens participium
| — | brægende |
Passiv
Infinitiv
| — | bræges |
Præsens
| jeg | bræges |
| du | bræges |
| han / hun / den / det | bræges |
| vi | bræges |
| I | bræges |
| de | bræges |
Præteritum
| jeg | brægedes |
| du | brægedes |
| han / hun / den / det | brægedes |
| vi | brægedes |
| I | brægedes |
| de | brægedes |