Conjugation of blænde
to dazzle, irritate, reduce or deprive vision for a short time (bright light or tears etc.) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | blænde |
Præsens
| jeg | blænder |
| du | blænder |
| han / hun / den / det | blænder |
| vi | blænder |
| I | blænder |
| de | blænder |
Præteritum
| jeg | blændede |
| du | blændede |
| han / hun / den / det | blændede |
| vi | blændede |
| I | blændede |
| de | blændede |
Perfektum
| — | har blændt |
Imperativ
| — | blænd |
Perfektum participium
| — | blændet |
Præsens participium
| — | blændende |
Passiv
Infinitiv
| — | blændes |
Præsens
| jeg | blændes |
| du | blændes |
| han / hun / den / det | blændes |
| vi | blændes |
| I | blændes |
| de | blændes |
Præteritum
| jeg | blændedes |
| du | blændedes |
| han / hun / den / det | blændedes |
| vi | blændedes |
| I | blændedes |
| de | blændedes |