Conjugation of beskylde
to accuse Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | beskylde |
Præsens
| jeg | beskylder |
| du | beskylder |
| han / hun / den / det | beskylder |
| vi | beskylder |
| I | beskylder |
| de | beskylder |
Præteritum
| jeg | beskyldte |
| du | beskyldte |
| han / hun / den / det | beskyldte |
| vi | beskyldte |
| I | beskyldte |
| de | beskyldte |
Perfektum
| — | har beskyldt |
Imperativ
| — | beskyld |
Perfektum participium
| — | beskyldt |
Præsens participium
| — | beskyldende |
Passiv
Infinitiv
| — | beskyldes |
Præsens
| jeg | beskyldes |
| du | beskyldes |
| han / hun / den / det | beskyldes |
| vi | beskyldes |
| I | beskyldes |
| de | beskyldes |
Præteritum
| jeg | beskyldtes |
| du | beskyldtes |
| han / hun / den / det | beskyldtes |
| vi | beskyldtes |
| I | beskyldtes |
| de | beskyldtes |