Conjugation of besejre
To conquer, to defeat Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | besejre |
Præsens
| jeg | besejrer |
| du | besejrer |
| han / hun / den / det | besejrer |
| vi | besejrer |
| I | besejrer |
| de | besejrer |
Præteritum
| jeg | besejrede |
| du | besejrede |
| han / hun / den / det | besejrede |
| vi | besejrede |
| I | besejrede |
| de | besejrede |
Perfektum
| — | har besejret |
Imperativ
| — | besejr |
Perfektum participium
| — | besejret |
Præsens participium
| — | besejrende |
Passiv
Infinitiv
| — | besejres |
Præsens
| jeg | besejres |
| du | besejres |
| han / hun / den / det | besejres |
| vi | besejres |
| I | besejres |
| de | besejres |
Præteritum
| jeg | besejredes |
| du | besejredes |
| han / hun / den / det | besejredes |
| vi | besejredes |
| I | besejredes |
| de | besejredes |