Conjugation of begære
[beˈɡɛˀʌ]to feel a strong desire to own, experience, or possess something, often sexual desire Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | begære |
Præsens
| jeg | begærer |
| du | begærer |
| han / hun / den / det | begærer |
| vi | begærer |
| I | begærer |
| de | begærer |
Præteritum
| jeg | begærede |
| du | begærede |
| han / hun / den / det | begærede |
| vi | begærede |
| I | begærede |
| de | begærede |
Perfektum
| — | har begæret |
Imperativ
| — | begær |
Perfektum participium
| — | begæret |
Præsens participium
| — | begærende |
Passiv
Infinitiv
| — | begæres |
Præsens
| jeg | begæres |
| du | begæres |
| han / hun / den / det | begæres |
| vi | begæres |
| I | begæres |
| de | begæres |
Præteritum
| jeg | begæredes |
| du | begæredes |
| han / hun / den / det | begæredes |
| vi | begæredes |
| I | begæredes |
| de | begæredes |