Conjugation of vränga
to distort, to misrepresent Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | vränga |
Presens
| jag | vränger |
| du | vränger |
| han / hon / den / det | vränger |
| vi | vränger |
| ni | vränger |
| de | vränger |
Preteritum
| jag | vrängde |
| du | vrängde |
| han / hon / den / det | vrängde |
| vi | vrängde |
| ni | vrängde |
| de | vrängde |
Supinum
| jag | vrängt |
| du | vrängt |
| han / hon / den / det | vrängt |
| vi | vrängt |
| ni | vrängt |
| de | vrängt |
Imperativ
| — | vräng |
Passiv
Infinitiv
| — | vrängas |
Presens
| jag | vrängs |
| du | vrängs |
| han / hon / den / det | vrängs |
| vi | vrängs |
| ni | vrängs |
| de | vrängs |
Preteritum
| jag | vrängdes |
| du | vrängdes |
| han / hon / den / det | vrängdes |
| vi | vrängdes |
| ni | vrängdes |
| de | vrängdes |
Supinum
| jag | vrängts |
| du | vrängts |
| han / hon / den / det | vrängts |
| vi | vrängts |
| ni | vrängts |
| de | vrängts |