Conjugation of uppge
to give as a fact; to state Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | uppge |
Presens
| jag | uppger |
| du | uppger |
| han / hon / den / det | uppger |
| vi | uppger |
| ni | uppger |
| de | uppger |
Preteritum
| jag | uppgav |
| du | uppgav |
| han / hon / den / det | uppgav |
| vi | uppgav |
| ni | uppgav |
| de | uppgav |
Supinum
| jag | uppgett |
| du | uppgett |
| han / hon / den / det | uppgett |
| vi | uppgett |
| ni | uppgett |
| de | uppgett |
Imperativ
| — | uppge |
Passiv
Infinitiv
| — | uppges |
Presens
| jag | uppges |
| du | uppges |
| han / hon / den / det | uppges |
| vi | uppges |
| ni | uppges |
| de | uppges |
Preteritum
| jag | uppgavs |
| du | uppgavs |
| han / hon / den / det | uppgavs |
| vi | uppgavs |
| ni | uppgavs |
| de | uppgavs |
Supinum
| jag | uppgetts |
| du | uppgetts |
| han / hon / den / det | uppgetts |
| vi | uppgetts |
| ni | uppgetts |
| de | uppgetts |