Conjugation of särskilja
to tell apart, to separate Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | särskilja |
Presens
| jag | särskiljer |
| du | särskiljer |
| han / hon / den / det | särskiljer |
| vi | särskiljer |
| ni | särskiljer |
| de | särskiljer |
Preteritum
| jag | särskilde |
| du | särskilde |
| han / hon / den / det | särskilde |
| vi | särskilde |
| ni | särskilde |
| de | särskilde |
Supinum
| jag | särskilt |
| du | särskilt |
| han / hon / den / det | särskilt |
| vi | särskilt |
| ni | särskilt |
| de | särskilt |
Imperativ
| — | särskilj |
Passiv
Infinitiv
| — | särskiljas |
Presens
| jag | särskiljs |
| du | särskiljs |
| han / hon / den / det | särskiljs |
| vi | särskiljs |
| ni | särskiljs |
| de | särskiljs |
Preteritum
| jag | särskildes |
| du | särskildes |
| han / hon / den / det | särskildes |
| vi | särskildes |
| ni | särskildes |
| de | särskildes |
Supinum
| jag | särskilts |
| du | särskilts |
| han / hon / den / det | särskilts |
| vi | särskilts |
| ni | särskilts |
| de | särskilts |