Conjugation of motbevisa
disprove, refute Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | motbevisa |
Presens
| jag | motbevisar |
| du | motbevisar |
| han / hon / den / det | motbevisar |
| vi | motbevisar |
| ni | motbevisar |
| de | motbevisar |
Preteritum
| jag | motbevisade |
| du | motbevisade |
| han / hon / den / det | motbevisade |
| vi | motbevisade |
| ni | motbevisade |
| de | motbevisade |
Supinum
| jag | motbevisat |
| du | motbevisat |
| han / hon / den / det | motbevisat |
| vi | motbevisat |
| ni | motbevisat |
| de | motbevisat |
Imperativ
| — | motbevisa |
Passiv
Infinitiv
| — | motbevisas |
Presens
| jag | motbevisas |
| du | motbevisas |
| han / hon / den / det | motbevisas |
| vi | motbevisas |
| ni | motbevisas |
| de | motbevisas |
Preteritum
| jag | motbevisades |
| du | motbevisades |
| han / hon / den / det | motbevisades |
| vi | motbevisades |
| ni | motbevisades |
| de | motbevisades |
Supinum
| jag | motbevisats |
| du | motbevisats |
| han / hon / den / det | motbevisats |
| vi | motbevisats |
| ni | motbevisats |
| de | motbevisats |