Conjugation of medge
to admit; to concede as true Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | medge |
Presens
| jag | medger |
| du | medger |
| han / hon / den / det | medger |
| vi | medger |
| ni | medger |
| de | medger |
Preteritum
| jag | medgav |
| du | medgav |
| han / hon / den / det | medgav |
| vi | medgav |
| ni | medgav |
| de | medgav |
Supinum
| jag | medgivit |
| du | medgivit |
| han / hon / den / det | medgivit |
| vi | medgivit |
| ni | medgivit |
| de | medgivit |
Imperativ
| — | medge |
Passiv
Infinitiv
| — | medges |
Presens
| jag | medges |
| du | medges |
| han / hon / den / det | medges |
| vi | medges |
| ni | medges |
| de | medges |
Preteritum
| jag | medgavs |
| du | medgavs |
| han / hon / den / det | medgavs |
| vi | medgavs |
| ni | medgavs |
| de | medgavs |
Supinum
| jag | medgivits |
| du | medgivits |
| han / hon / den / det | medgivits |
| vi | medgivits |
| ni | medgivits |
| de | medgivits |