Conjugation of hånle
to grin a scornful or mocking grin; to sneer, to fleer Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | hånle |
Presens
| jag | hånler |
| du | hånler |
| han / hon / den / det | hånler |
| vi | hånler |
| ni | hånler |
| de | hånler |
Preteritum
| jag | hånlog |
| du | hånlog |
| han / hon / den / det | hånlog |
| vi | hånlog |
| ni | hånlog |
| de | hånlog |
Supinum
| jag | hånlett |
| du | hånlett |
| han / hon / den / det | hånlett |
| vi | hånlett |
| ni | hånlett |
| de | hånlett |
Imperativ
| — | hånle |
Passiv
Infinitiv
| — | hånles |
Presens
| jag | hånles |
| du | hånles |
| han / hon / den / det | hånles |
| vi | hånles |
| ni | hånles |
| de | hånles |
Preteritum
| jag | hånlogs |
| du | hånlogs |
| han / hon / den / det | hånlogs |
| vi | hånlogs |
| ni | hånlogs |
| de | hånlogs |
Supinum
| jag | hånletts |
| du | hånletts |
| han / hon / den / det | hånletts |
| vi | hånletts |
| ni | hånletts |
| de | hånletts |