Conjugation of härleda
to deduce, to derive Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | härleda |
Presens
| jag | härleder |
| du | härleder |
| han / hon / den / det | härleder |
| vi | härleder |
| ni | härleder |
| de | härleder |
Preteritum
| jag | härledde |
| du | härledde |
| han / hon / den / det | härledde |
| vi | härledde |
| ni | härledde |
| de | härledde |
Supinum
| jag | härlett |
| du | härlett |
| han / hon / den / det | härlett |
| vi | härlett |
| ni | härlett |
| de | härlett |
Imperativ
| — | härled |
Passiv
Infinitiv
| — | härledas |
Presens
| jag | härleds |
| du | härleds |
| han / hon / den / det | härleds |
| vi | härleds |
| ni | härleds |
| de | härleds |
Preteritum
| jag | härleddes |
| du | härleddes |
| han / hon / den / det | härleddes |
| vi | härleddes |
| ni | härleddes |
| de | härleddes |
Supinum
| jag | härletts |
| du | härletts |
| han / hon / den / det | härletts |
| vi | härletts |
| ni | härletts |
| de | härletts |