Conjugation of vilde
[ˈʋilə]to confuse (someone), make (someone) crazy, insane Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | vilde |
Præsens
| jeg | vilder |
| du | vilder |
| han / hun / den / det | vilder |
| vi | vilder |
| I | vilder |
| de | vilder |
Præteritum
| jeg | vildede |
| du | vildede |
| han / hun / den / det | vildede |
| vi | vildede |
| I | vildede |
| de | vildede |
Perfektum
| — | har vildet |
Imperativ
| — | vild |
Perfektum participium
| — | vildet |
Præsens participium
| — | vildende |
Passiv
Infinitiv
| — | vildes |
Præsens
| jeg | vildes |
| du | vildes |
| han / hun / den / det | vildes |
| vi | vildes |
| I | vildes |
| de | vildes |
Præteritum
| jeg | vildedes |
| du | vildedes |
| han / hun / den / det | vildedes |
| vi | vildedes |
| I | vildedes |
| de | vildedes |