Conjugation of udtale
to say, to declare, to state Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | udtale |
Præsens
| jeg | udtaler |
| du | udtaler |
| han / hun / den / det | udtaler |
| vi | udtaler |
| I | udtaler |
| de | udtaler |
Præteritum
| jeg | udtalte |
| du | udtalte |
| han / hun / den / det | udtalte |
| vi | udtalte |
| I | udtalte |
| de | udtalte |
Perfektum
| — | har udtalt |
Imperativ
| — | udtal |
Perfektum participium
| — | udtalt |
Præsens participium
| — | udtalende |
Passiv
Infinitiv
| — | udtales |
Præsens
| jeg | udtales |
| du | udtales |
| han / hun / den / det | udtales |
| vi | udtales |
| I | udtales |
| de | udtales |
Præteritum
| jeg | udtaltes |
| du | udtaltes |
| han / hun / den / det | udtaltes |
| vi | udtaltes |
| I | udtaltes |
| de | udtaltes |