Conjugation of tugte
to chastise; to punish; to subject to (strict) upbringing or discipline Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | tugte |
Præsens
| jeg | tugter |
| du | tugter |
| han / hun / den / det | tugter |
| vi | tugter |
| I | tugter |
| de | tugter |
Præteritum
| jeg | tugtede |
| du | tugtede |
| han / hun / den / det | tugtede |
| vi | tugtede |
| I | tugtede |
| de | tugtede |
Perfektum
| — | har tugtet |
Imperativ
| — | tugt |
Perfektum participium
| — | tugtet |
Præsens participium
| — | tugtende |
Passiv
Infinitiv
| — | tugtes |
Præsens
| jeg | tugtes |
| du | tugtes |
| han / hun / den / det | tugtes |
| vi | tugtes |
| I | tugtes |
| de | tugtes |
Præteritum
| jeg | tugtedes |
| du | tugtedes |
| han / hun / den / det | tugtedes |
| vi | tugtedes |
| I | tugtedes |
| de | tugtedes |