Conjugation of støde
støːðəto thrust, stab (with the instrument as an object and the person governed by the preposition i) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | støde |
Præsens
| jeg | støder |
| du | støder |
| han / hun / den / det | støder |
| vi | støder |
| I | støder |
| de | støder |
Præteritum
| jeg | stødte |
| du | stødte |
| han / hun / den / det | stødte |
| vi | stødte |
| I | stødte |
| de | stødte |
Imperativ
| — | stød |
Perfektum participium
| — | stødt |
Præsens participium
| — | stødende |
Passiv
Infinitiv
| — | stødes |
Præsens
| jeg | stødes |
| du | stødes |
| han / hun / den / det | stødes |
| vi | stødes |
| I | stødes |
| de | stødes |
Præteritum
| jeg | stødtes |
| du | stødtes |
| han / hun / den / det | stødtes |
| vi | stødtes |
| I | stødtes |
| de | stødtes |