Conjugation of pirre
[ˈpiɐ̯ʌ]to stimulate, incite (with smells, sounds etc.) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | pirre |
Præsens
| jeg | pirrer |
| du | pirrer |
| han / hun / den / det | pirrer |
| vi | pirrer |
| I | pirrer |
| de | pirrer |
Præteritum
| jeg | pirrede |
| du | pirrede |
| han / hun / den / det | pirrede |
| vi | pirrede |
| I | pirrede |
| de | pirrede |
Perfektum
| — | har pirret |
Imperativ
| — | pir |
Perfektum participium
| — | pirret |
Præsens participium
| — | pirrende |
Passiv
Infinitiv
| — | pirres |
Præsens
| jeg | pirres |
| du | pirres |
| han / hun / den / det | pirres |
| vi | pirres |
| I | pirres |
| de | pirres |
Præteritum
| jeg | pirredes |
| du | pirredes |
| han / hun / den / det | pirredes |
| vi | pirredes |
| I | pirredes |
| de | pirredes |