Conjugation of overraske
[ˈɒwɐˌʁɑsɡ̊ə]surprise (cause (someone) to feel surprise) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | overraske |
Præsens
| jeg | overrasker |
| du | overrasker |
| han / hun / den / det | overrasker |
| vi | overrasker |
| I | overrasker |
| de | overrasker |
Præteritum
| jeg | overraskede |
| du | overraskede |
| han / hun / den / det | overraskede |
| vi | overraskede |
| I | overraskede |
| de | overraskede |
Perfektum
| — | har overrasket |
Imperativ
| — | overrask |
Perfektum participium
| — | overrasket |
Præsens participium
| — | overraskende |
Passiv
Infinitiv
| — | overraskes |
Præsens
| jeg | overraskes |
| du | overraskes |
| han / hun / den / det | overraskes |
| vi | overraskes |
| I | overraskes |
| de | overraskes |
Præteritum
| jeg | overraskedes |
| du | overraskedes |
| han / hun / den / det | overraskedes |
| vi | overraskedes |
| I | overraskedes |
| de | overraskedes |