Conjugation of opdage
to discover, detect Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | opdage |
Præsens
| jeg | opdager |
| du | opdager |
| han / hun / den / det | opdager |
| vi | opdager |
| I | opdager |
| de | opdager |
Præteritum
| jeg | opdagede |
| du | opdagede |
| han / hun / den / det | opdagede |
| vi | opdagede |
| I | opdagede |
| de | opdagede |
Perfektum
| — | har opdaget |
Imperativ
| — | opdag |
Perfektum participium
| — | opdaget |
Præsens participium
| — | opdagende |
Passiv
Infinitiv
| — | opdages |
Præsens
| jeg | opdages |
| du | opdages |
| han / hun / den / det | opdages |
| vi | opdages |
| I | opdages |
| de | opdages |
Præteritum
| jeg | opdagedes |
| du | opdagedes |
| han / hun / den / det | opdagedes |
| vi | opdagedes |
| I | opdagedes |
| de | opdagedes |