Conjugation of mistolke
to misinterpret Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | mistolke |
Præsens
| jeg | mistolker |
| du | mistolker |
| han / hun / den / det | mistolker |
| vi | mistolker |
| I | mistolker |
| de | mistolker |
Præteritum
| jeg | mistolkede |
| du | mistolkede |
| han / hun / den / det | mistolkede |
| vi | mistolkede |
| I | mistolkede |
| de | mistolkede |
Perfektum
| — | har mistolket |
Imperativ
| — | mistolk |
Perfektum participium
| — | mistolket |
Præsens participium
| — | mistolkende |
Passiv
Infinitiv
| — | mistolkes |
Præsens
| jeg | mistolkes |
| du | mistolkes |
| han / hun / den / det | mistolkes |
| vi | mistolkes |
| I | mistolkes |
| de | mistolkes |
Præteritum
| jeg | mistolkedes |
| du | mistolkedes |
| han / hun / den / det | mistolkedes |
| vi | mistolkedes |
| I | mistolkedes |
| de | mistolkedes |