Conjugation of magte
[ˈmɑɡdə]to have the power or energy (to do something) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | magte |
Præsens
| jeg | magter |
| du | magter |
| han / hun / den / det | magter |
| vi | magter |
| I | magter |
| de | magter |
Præteritum
| jeg | magtede |
| du | magtede |
| han / hun / den / det | magtede |
| vi | magtede |
| I | magtede |
| de | magtede |
Perfektum
| — | har magtet |
Imperativ
| — | magt |
Perfektum participium
| — | magtet |
Præsens participium
| — | magtende |
Passiv
Infinitiv
| — | magtes |
Præsens
| jeg | magtes |
| du | magtes |
| han / hun / den / det | magtes |
| vi | magtes |
| I | magtes |
| de | magtes |
Præteritum
| jeg | magtedes |
| du | magtedes |
| han / hun / den / det | magtedes |
| vi | magtedes |
| I | magtedes |
| de | magtedes |