Conjugation of lindre
to alleviate, soothe, relieve (pain) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | lindre |
Præsens
| jeg | lindrer |
| du | lindrer |
| han / hun / den / det | lindrer |
| vi | lindrer |
| I | lindrer |
| de | lindrer |
Præteritum
| jeg | lindrede |
| du | lindrede |
| han / hun / den / det | lindrede |
| vi | lindrede |
| I | lindrede |
| de | lindrede |
Perfektum
| — | har lindret |
Imperativ
| — | lindr |
Perfektum participium
| — | lindret |
Præsens participium
| — | lindrende |
Passiv
Infinitiv
| — | lindres |
Præsens
| jeg | lindres |
| du | lindres |
| han / hun / den / det | lindres |
| vi | lindres |
| I | lindres |
| de | lindres |
Præteritum
| jeg | lindredes |
| du | lindredes |
| han / hun / den / det | lindredes |
| vi | lindredes |
| I | lindredes |
| de | lindredes |