Conjugation of knække
[ˈkʰn̥ɛɡ̊ə]to break (break down a person mentally or economically) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | knække |
Præsens
| jeg | knækker |
| du | knækker |
| han / hun / den / det | knækker |
| vi | knækker |
| I | knækker |
| de | knækker |
Præteritum
| jeg | knækkede |
| du | knækkede |
| han / hun / den / det | knækkede |
| vi | knækkede |
| I | knækkede |
| de | knækkede |
Perfektum
| — | har knak |
Imperativ
| — | knæk |
Perfektum participium
| — | knækket |
Præsens participium
| — | knækkende |
Passiv
Infinitiv
| — | knækkes |
Præsens
| jeg | knækkes |
| du | knækkes |
| han / hun / den / det | knækkes |
| vi | knækkes |
| I | knækkes |
| de | knækkes |
Præteritum
| jeg | knækkedes |
| du | knækkedes |
| han / hun / den / det | knækkedes |
| vi | knækkedes |
| I | knækkedes |
| de | knækkedes |