Conjugation of kendetegne
[ˈkʰɛnəˌtˢɑjˀnə]to characterize, to describe, to depict (as) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | kendetegne |
Præsens
| jeg | kendetegner |
| du | kendetegner |
| han / hun / den / det | kendetegner |
| vi | kendetegner |
| I | kendetegner |
| de | kendetegner |
Præteritum
| jeg | kendetegnede |
| du | kendetegnede |
| han / hun / den / det | kendetegnede |
| vi | kendetegnede |
| I | kendetegnede |
| de | kendetegnede |
Imperativ
| — | kendetegn |
Perfektum participium
| — | kendetegnet |
Præsens participium
| — | kendetegnende |
Passiv
Infinitiv
| — | kendetegnes |
Præsens
| jeg | kendetegnes |
| du | kendetegnes |
| han / hun / den / det | kendetegnes |
| vi | kendetegnes |
| I | kendetegnes |
| de | kendetegnes |
Præteritum
| jeg | kendetegnedes |
| du | kendetegnedes |
| han / hun / den / det | kendetegnedes |
| vi | kendetegnedes |
| I | kendetegnedes |
| de | kendetegnedes |