Conjugation of forpligte
to oblige, bind, put under an obligation Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | forpligte |
Præsens
| jeg | forpligter |
| du | forpligter |
| han / hun / den / det | forpligter |
| vi | forpligter |
| I | forpligter |
| de | forpligter |
Præteritum
| jeg | forpligtede |
| du | forpligtede |
| han / hun / den / det | forpligtede |
| vi | forpligtede |
| I | forpligtede |
| de | forpligtede |
Perfektum
| — | har forpligtet |
Imperativ
| — | forpligt |
Perfektum participium
| — | forpligtet |
Præsens participium
| — | forpligtende |
Passiv
Infinitiv
| — | forpligtes |
Præsens
| jeg | forpligtes |
| du | forpligtes |
| han / hun / den / det | forpligtes |
| vi | forpligtes |
| I | forpligtes |
| de | forpligtes |
Præteritum
| jeg | forpligtedes |
| du | forpligtedes |
| han / hun / den / det | forpligtedes |
| vi | forpligtedes |
| I | forpligtedes |
| de | forpligtedes |