Conjugation of forarge
[fʌˈɑˀwə]to arouse disgust, indignation, anger, aversion; to offend Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | forarge |
Præsens
| jeg | forarger |
| du | forarger |
| han / hun / den / det | forarger |
| vi | forarger |
| I | forarger |
| de | forarger |
Præteritum
| jeg | forargede |
| du | forargede |
| han / hun / den / det | forargede |
| vi | forargede |
| I | forargede |
| de | forargede |
Perfektum
| — | er forarget |
Imperativ
| — | forarg |
Perfektum participium
| — | forarget |
Passiv
Infinitiv
| — | forarges |
Præsens
| jeg | forarges |
| du | forarges |
| han / hun / den / det | forarges |
| vi | forarges |
| I | forarges |
| de | forarges |
Præteritum
| jeg | forargedes |
| du | forargedes |
| han / hun / den / det | forargedes |
| vi | forargedes |
| I | forargedes |
| de | forargedes |