Conjugation of bryde
bryːðəto break (to cause to end up in two or more pieces or to make an opening in something) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | bryde |
Præsens
| jeg | bryder |
| du | bryder |
| han / hun / den / det | bryder |
| vi | bryder |
| I | bryder |
| de | bryder |
Præteritum
| jeg | brød |
| du | brød |
| han / hun / den / det | brød |
| vi | brød |
| I | brød |
| de | brød |
Imperativ
| — | bryd |
Perfektum participium
| — | brudt |
Præsens participium
| — | brydende |
Passiv
Infinitiv
| — | brydes |
Præsens
| jeg | brydes |
| du | brydes |
| han / hun / den / det | brydes |
| vi | brydes |
| I | brydes |
| de | brydes |
Præteritum
| jeg | brødes |
| du | brødes |
| han / hun / den / det | brødes |
| vi | brødes |
| I | brødes |
| de | brødes |