Conjugation of blotte
[ˈb̥lʌd̥ə]to expose oneself (as an act of exhibitionism) Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | at blotte |
Præsens
| jeg | blotter |
| du | blotter |
| han / hun / den / det | blotter |
| vi | blotter |
| I | blotter |
| de | blotter |
Præteritum
| jeg | blottede |
| du | blottede |
| han / hun / den / det | blottede |
| vi | blottede |
| I | blottede |
| de | blottede |
Perfektum
| — | har blottet |
Imperativ
| — | blot |