Conjugation of beherske
master, to have great skill in Ver definición completa →
Aktiv
Infinitiv
| — | beherske |
Præsens
| jeg | berhersker |
| du | berhersker |
| han / hun / den / det | berhersker |
| vi | berhersker |
| I | berhersker |
| de | berhersker |
Præteritum
| jeg | berherskede |
| du | berherskede |
| han / hun / den / det | berherskede |
| vi | berherskede |
| I | berherskede |
| de | berherskede |
Perfektum
| — | har behersket |
Imperativ
| — | berhersk |
Perfektum participium
| — | berhersket |
Præsens participium
| — | berherskende |
Passiv
Infinitiv
| — | berherskes |
Præsens
| jeg | berherskes |
| du | berherskes |
| han / hun / den / det | berherskes |
| vi | berherskes |
| I | berherskes |
| de | berherskes |
Præteritum
| jeg | berherskedes |
| du | berherskedes |
| han / hun / den / det | berherskedes |
| vi | berherskedes |
| I | berherskedes |
| de | berherskedes |